29. september 2013

Gravhund syet af stof

Hvem kan stå for denne gravhund? Ja, jeg kunne ikke, så jeg måtte straks købe mønstret og hjem og sy den. I butikken var den en del af udstillingen. Den kommer med i den kommende julestue, da jeg tror, at den vil være et fint blikfang!


og et foto mere ude fra i det dejlige septembervejr

I følge mønsteret skal den have en sort bold til snude, men det tror jeg ikke, at denne tøjhund skal have.

God søndag derude
KH Lisbeth

18. september 2013

At male med tråd eller trådmaleri

Dette trådmaleri er lavet efter Birgitte Busk mønster, en teknik, som jeg bare skulle prøve for flere år siden, og da jeg til et træf også deltog i en lille demonstration, hvor Birgitte Busk syede og fortalte om hvordan hun trådmalede med tråd.

Jeg fandt det den anden dag mellem noget stof. Det er aldrig blevet lavet helt færdigt.....
Skal jeg montere den?
Ved nærmere overvejelse skal den nok bare gemmes, som en syprøve.

I 2011 udgav Birgitte Busk bogen "Er det syet?! - trådmaleri for åbne døre", som bestemt er rigtig god og med mønstre og vejledninger på bl.a. ovenfor viste æbler. Den står på min boghylde - dejligt.

Rigtig mange tak for kommentarerne til mine mug rug/kaffeservietter. Jeg havde fået dem døbt om i mit indlæg til kun at hedde mug!!! Hvordan det lige skete ved jeg ikke, så måske skal jeg holde mig til det danske ord kaffeservietter. 

KH Lisbeth



1. september 2013

Farverige mugs eller kaffeservietter

Så er den første af en lille serie kaffeservietter blevet færdig. Stofferne hertil er især fra denne kollektions-prøve, som jeg skrev om i dette indlæg og det blev det lille stykke med tulipaner, som jeg skar op i 7 stykker, som er blevet fokusstoffet i alle kaffeservietterne. Alle servietterne bliver forskellige, men ligner alligevel hinanden. Dog har jeg suppleret med lidt flere stoffer og har ikke anvendt det hvide stykke stof, da jeg ikke syntes, at det passede her.


Denne gang har jeg ikke syet dobbelt lukkekant på, men blot syet for- og bagside og tynd volumenflies sammen og så vendt igennem et lille hul i siden. Jeg har quiltet med en flerfarvet Gütermann SULKY cotton 12 tråd, og brugt teknikken, som jeg har set flere steder på internettet, med at sy rundt og rundt med en trykfods bredde. 

og bagsiden

Tak til alle jer, som følger min blog, og jeg bliver så glad, når der bliver lagt en kommentar. 
God søndag til jer alle.
KH Lisbeth